Vespa i Malaysia
Da Nanna med ganske kort varsel i 1997 fik tilbud om udstationering i
Malaysia i et halvt år, slog vi til. Jeg søgte forældreorlov for at kunne passe Olivia,
dengang 6 måneder. Hurtigt blev alt det praktiske ordnet og vi drog afsted på eventyr.
Jeg havde selvfølgelig også Vespa i tankerne og havde inden vi kom derned fået at vide
at der var Vespa=er der. Det viste sig at ca.
95% af Vespaerne var 150 Sprint modeller årg ca.72-78 samt nogle ganske få PX=er. Den ældste jeg så var en Vespa 150 fra 1962.
(den svarer til en Gran Luxe, bare med 8" hjul.)
Efter at vi havde fået os installeret og var begyndt at vænne os til den nye
tilværelse, begyndte jeg at gå på jagt efter reservedele. Nanna havde på vej til
arbejde, set et værksted med nogle gamle Vespa=er
stående foran, dette blev mit første mål.
Det var en kineser der havde forretningen, når der skulle laves scootere foregik det på
jorden under nogle parasoller i en ulidelig varme samt larm fra de mange lastbiler, der
drønede forbi kun få meter derfra. Hans navn var Tan Tiang Lok, han var meget
behjælpelig med at bestille stumper hjem til mig. Desværre var hans engelsk ikke ret
godt, men alligevel lykkes det at få forklaret hvad jeg var ude efter.
Jeg lavede en liste på dansk som vi så gennemgik derefter skrev han navnet på kinesisk
og fik en til at oversætte det til engelsk. Det blev faktisk min lille Vespa ordbog
dernede.
Det rygtes hurtigt at der var en fremmed Vespa interesseret i byen og en dag jeg besøgte Tan Lok ringede han efter Mr Lee, han var med i bestyrelsen i Vespa Klub Port Dickson og var meget interesseret i Vespa. Mr Lee talte perfekt engelsk da han havde været værnepligtig i den engelske hær. Vi talte længe om hvordan Vespa Klubberne i Danmark og Malaysia fungerede. Strukturen var i Malaysia som i alle andre lande, en hoved organisation Vespa Klub Malaysia, derunder Klubberne for delstaterne, 14 stk og igen derunder de forskellige "By klubber".
Mr Lee foreslog Vespa Klub Negeri Sembilan ( Den 9énde delstat) at lave
et træf til ære for os, hvilket de gjorde ca 14 dage efter. Det var en dejlig oplevelse
for os, både det at møde Malayerne privat og i Vespa øjemed. Mr Lee havde fået
fremstillet nogle souvenirer vi skulle udveksle. Vespa Klub Fyn forærede deres klub en
messing plade med vores plastik emblem på, med hilsen og dato for træffet, vi fik en
luksus udgave med graverede tegninger og 2 klubemblemer på. Ret flot. Derefter var der
gratis mad i en af medlemmernes restaurant og indskrivning i deres gæstebog. Ca 3 timer
efter var det hele forbi. Ved træffet blev vi inviteret til det store nationale træf der
i år foregik i udkanten af Kuala Lumpur.
Det var et 2-dages træf, vi var inviteret til at komme om søndagen. Det blev en kæmpe
oplevelse, ca 350 utrolig flotte Vespaer var samlet. De gør meget ud af deres scootere,
pæne lakeringer i metallak og motorer der er 100% forkromede, desværre havde de en mani
med at klappe forskjoldet sammen, det var faktisk næsten 2/3 der havde gjort dette, synd!
det så forfærdeligt ud. Ellers lavede de indsugningskanaler, halogen lamper, dobbelte
runde baglygter og andre snilde ting.
Det mest fantastiske vi så var en gammel Lambretta scooter der var bygget om til en flot
"Road Racer"
i et Ducati udseende, den var virkelig gennemført.
Vi blev betegnet som æresgæster og blev ført rundt sammen med alle præsidenterne for klubberne, ind imellem blev det tid til at vi skulle stille op til nok omkring 100 fotograferinger sammen med deltagere og deres Vespa.
Mr Lee skrev senere en artikel om vores møde, til en kinesisk avis, hvor der også er billeder fra træffet. Avisartiklen hænger i vores forretning
Alt i alt var det et tydeligt bevis for at hvis den fælles interesse er der, kan der knyttes meget tætte venskaber.

Et udsnit af min Dansk/kinesisk/engelske ordbog som var en stor
hjælp for mig i min søgen efter reservedele
Vi har et fotoalbum i forretningen hvor der kan ses billeder af scootere og træf.